Vend den frustrerende situation om!

Tingene går ikke altid helt som vi kunne ønske os, men så kan vi gøre vores bedste til at udnytte situationen til vores fordel. Denne måneds nyhedsbrev handler om, hvordan vi kan vende en frustrende situation og få noget godt ud af den.

For nogle år siden, under et af de store regnskyl, slog vores stuegulv af træ op. Der blev dannet en stor aflang bule, som vi i spøg har kaldt vores ekstra dørtrin! Årsagen fandt vi aldrig og i løbet af vinteren lagde gulvet sig næsten ned igen. Lettet blev vi – men det varede kun kort. Siden da har det nemlig slået op hver sommer, regn eller ej. Forskellige tiltag, som at skære langs kanten, har ikke hjulpet. Så nu er der ikke andet at gøre end at bide i det sure æble og få hele gulvet taget op og lagt igen.

For os betyder denne opgave, at vi skal tømme køkken, stue, fjerne brændeovn m.m. Det er bestemt ikke en opgave, vi ser frem til over weekenden – men ikke desto mindre er der nogle lyse sider.

Når ting som ovenstående sker, føler de fleste af os nok ærgrelse, frustration, irritation m.m. Udfordringen kommer i det øjeblik, at vi tillader os at lade disse følelser dominere over længere tid.  Selvfølgelig ville jeg helst være både besvær og de økonomiske omkostninger foruden. Jeg ser da bestemt heller ikke frem til arbejdet med at tømme det hele og ikke kunne benytte køkkenet.

Men jeg har valgt at fokusere mest på de fordele, hele processen indebærer – for der er faktisk fordele, udover at vi får lagt nyt gulv. Og hvilke fordele kan jeg så få øje på? Jo, for eksempel:

  • I processen med at skulle tømme alle skabe, skuffer, bogreoler osv. dukker der formentlig en enkelt (eller ti!) genstande op, som vi i virkeligheden ikke bruger mere og som kan gå videre.
  • Det er efterhånden en del år siden at stuen blev malet – 19 år viste det sig, da jeg begyndte at tælle efter! Det er absolut tiltrængt og når nu stuen alligevel er tømt, er det en oplagt lejlighed.
  • Herudover er der enkelte småting som trænger til en kærlig hånd og har stået på arbejdslisten et stykke tid, men som løbende er blevet udskudt af vigtigere ting. Nu skal de laves, så de ikke længere påkalder sig opmærksomhed i tide og utide.

Alt i alt ender det i sidste ende med, at en irriterende situation vendes til noget positivt.  Ved at holde målet for øje, nemlig en nyrenoveret stueetage, så kommer vi også igennem de mere kedelige og frustrerende perioder, uden at det bliver alt for surt.

Sidder du med en situation, som du helst ville være foruden? Kan du vende situationen om og få noget positivt ud af den? Min opfordring til dig er at finde bare en lille fordel. Uanset hvor lidt du kan finde, så hold fokus på fordelen og se frem til resultatet.

Dette indlæg blev udgivet i Nyhedsbrev, Personlig udvikling. Bogmærk permalinket.